5 Make-up overvejelser, som er super vigtige

Oprettet af: Anne Marie Laursen

De 5 vigtige make-up overvejelser

Din kommende mand vil uden tvivl synes, at du ligner en million, men du skal også gerne selv føle dig, som den smukkeste brud. Selvom alle blikke vil dvæle ved din brudekjole, er en flot brudemakeup med til at fuldende dit look.

 

Hvordan skal din makeup se ud?

Hvordan din brudemakeup skal se ud afhænger af, hvilket look du ønsker. Det er vigtigt at vælge en brudemakeup, som ikke kun matcher brudekjolen, men også smykker, blomster osv.

Går du ikke med særlig meget makeup til hverdag, kan for meget sminke sikkert føles voldsomt for dig. På den anden side er din bryllupsdag en oplagt anledning til at gøre noget særligt ud af din makeup, så længe det ikke tager overhånd. For langt de fleste er det sikre valg at vælge en neutral brudemakeup uden en alt for farverig øjeskygge eller i øjenfaldende læbestift.

Får du lagt din brudemakeup ved professionelle, kan de nemt hjælpe dig med, hvilke farver, der klæder dig bedst og fremhæver dine personlige træk – eller omvendt skjuler dem, du måske ikke er så vild med.

 Gøre det selv eller hjælp af professionel?

Makeup hos en professionel makeupartist er en udgift og nedprioriteres ofte i bryllupsbudgettet. Men vælger du at se det som selvforkælelse på din store dag, er det måske værd at genoverveje, om der ikke også skal afsættes penge til det. En makeupartist har mange forskellige slags produkter, hvilket giver dig mulighed for at få makeuppen lige, som du vil have det. Og har du brug for vejledning, kan du være sikker på at blive vejledet i dem rigtige retning.

På din bryllupsmorgen stresser du måske en smule over alle de ting, du skal nå, mens tusinde tanker kører rundt i hovedet, og du forsøger at få bugt med de sommerfugle, der blafrer i din mave. Selvfølgelig på den gode måde. Med en professionel makeupartist, har du én ting mindre at tænke på, samtidig med at du blot kan læne dig tilbage i stolen, fordi du ved, du er i kyndige hænder.

 

Prøve makeup

Uanset om du vælger at lægge makeuppen selv, eller du vælger at få en professionel til at gøre det, er det en god ide at lave en prøvemakeup først. Altså en makeup, hvor du inden din bryllupsdag får lagt det ligesom du forestiller dig, at det skal være. På den måde er der ingen uklarheder om sminken, når først den store dag skal stå.

 

Kjole eller make-up på først?

Læbestift eller foundation på din hvide brudekjole ville være en katastrofe. I de fleste tilfælde er det mest praktisk, at din makeup lægges inden, du får din kjole på. Så undgår du nemlig, at makeuppen drysser ned på din kjole. Skal du have din kjole over hovedet, kan du bruge et pudebetræk, viskestykke eller et andet stykke stof til at dække dit ansigt med, så makeuppen ikke smitter af på brudekjolen, når du tager den på.

 

Negle

Et smukt brudelook indebærer også velplejede negle. Alle vil i løbet af aftenen med garanti gerne se din ring og beundre den, og derfor bør dine negle også fremstå pæne. Du kan få dine negle ordnet hos en professionel eller selv lægge en neglelak, der passer til resten af dit udtryk. De fleste vælger en neutral neglelak, så den ikke stjæler fokus fra din vielsesring.  

Tøv ikke med at kontakte os