Sådan laver du bedst muligt en bordplan

Oprettet af: Mona Sørensen

Den perfekte bordplan

Bordplanen til bryllupsfesten kan virke som en simpel opgave, men kan hurtigt blive det helt store puslespil. Der er mange hensyn og traditioner, men I behøver ikke nødvendigvis at følge dem, hvis I bruger jeres fornuft og viden om jeres gæster.

Det kan være svært at beslutte hvilken type borde, der passer til jeres lokalitet og ønskede stemning, da bordplanen delvis også afhænger heraf. Læs mere om bordopsætningen her.

 

Skal man blande kortene?

Traditionen siger, at forlovede par skal sidde sammen, hvilket i nyere tid kan fortolkes til ’par der ikke har kendt hinanden så længe’, og det er normalt, at man blander faste og gifte par. Følger du derimod den ’jyske’ bordplan hvor par sidder sammen, kan du ende med et singlebord, som ikke alle er lige glade for at sidde ved. Derfor kan det være en god ide at blande par og singler.

Hvis I har et ’drikkeslæng’ i jeres vennekreds, skal I så vidt muligt undgå at sætte dem sammen, da I ellers kan risikere en abefest midt i jeres romantiske middag. Vennerne skal nok finde sammen senere på aftenen efter middagen.

 

Sådan bliver I lykkeligst og gæsterne gladest

Der er nogen, som godt kan lide at snakke, og for nogen kan det virke grænseoverskridende. Lad jeres viden om jeres gæster bestemme, hvordan I får den bedst mulige bordplan, så den gode stemning holder hele aftenen.

Det er vigtigt, at I ikke blander gæsterne mere end de kan tåle. Hav fokus på jeres gæsters interesser, så kan I placere de gæster sammen, som har noget til fælles. Spred også gerne humørbomberne blandt gæsterne, så de bliver fordel jævnt. 

Mange sætter ofte de meget talende sammen med de stille, men dette får blot samtalen til at blive ensidig, da den stille person ikke vil kunne få et ord indført. Folk der taler meget, kan godt lide at kæmpe om ordet med andre, der taler meget.

 

Børn og ældre

Hvis i har handicappede eller svage ældre med til festen, er det en god idé at sætte nogle mennesker de kender tæt på, så de kan hjælpe, når der er brug for det.

Er der mange børn med til festen, er det en god idé at lave et børnebord, ellers sæt dem i nærheden af deres forældre. De fleste børn over 13-års alderen vil gerne være en del af festen og slippe for børnebordet.

Forberedelserne til det perfekte bryllupsbordplan er lange, og kræver meget tid og mange tanker om sine gæster. Forsøg så vidt muligt at placere dine gæster sammen med fælles interesser og hav overblik over, hvem der slet ikke kan snakke sammen, så bliver jeres aften fyldt med gode snakke og fantastisk stemning.

Tøv ikke med at kontakte os