Kysseritualerne - kender du dem?

Oprettet af: Mona Sørensen

Kysseritualer under festen

Bryllupstraditioner er der mange af, og kysseritualet er faktisk af nyere dato. Først i de frie 1970’ere blev den kysseglade tradition opfundet, men her næsten 50 år efter lever ritualet i bedste velgående, og er stadig populær blandt brudepar og gæster til festen.  

 

Over eller under bordet?

Når gæsterne slår bestikket mod tallerkenerne under middagen, skal brudeparret stå op på stolene og give hinanden et kys. Tramper gæsterne derimod i gulvet, skal brudeparret under bordet og kysse hinanden. Ritualet kan komme enkeltstående eller komme i serier, så brudeparret skiftevis skal kysse både over og under bordet.

En senere tilkommen tradition til kysseritualet er brudens strømpebånd, hvor hun under opfordring løfter op i skørterne, og viser det frem til hele selskabet. Gommen er selvfølgelig heller ikke undtaget denne tradition, da han skal vise gæsterne, om han er til trusser eller boxershorts.

 

Når du forlader din udkårne

Udover brudeparrets fælles kys, skal hverken brud eller gom mangle noget, hvis deres nye ægtefælle forlader festen for en kort bemærkning. Når gommen forlader festen stiller alle mændene sig i kø, for at give bruden et kys på kinden. Er det derimod bruden der forlader festen, skal alle kvinderne op og kysse gommen.

Kysseriet skal dog ikke dyrkes uden struktur. Det er ikke passende at stille sig i kyssekøen, hvis du ikke kender den pågældende del af brudeparret særlig godt. Det vil kun blive pinligt, når du skal kysse kinden på et menneske, du egentlig ikke kender.

 

Respektér lysten til at være med

Hvis du kan se, at brudeparret ikke trives med at kravle under bordet, eller stå op på stolene for at kysse hele tiden, skal det respekteres. Det er deres aften, og du er inviteret med som gæst, for at gøre deres store dag til noget helt specielt. Du burde dog aldrig være i tvivl, hvis du er opmærksom på, hvordan bruden og gommen opfører sig.

Kysseritualet er en velkendt og elsket klassiker til bryllupsfester, og bringer en let og legende stemning til aftenen. Er du gæst, skal du dog ikke flirte eller kysse med en anden udset single. Udvikler festen sig til en abefest, er reglerne selvfølgelig færre og giver rig mulighed for kysseri i krogene.

Tøv ikke med at kontakte os