Når invitationerne til den store dag skal sendes ud, er det nødvendigt at tænke på, om man vil have børnene med til bryllupsfesten eller kun forældrene. Børn kan være anstrengende at have med, men bliver det en rigtig fest uden dem? Vi har her 7 tips til at håndtere børn til bryllupsfesten.
1. Aktiver børnene med udendørsaktiviteter
Er der godt vejr på dagen, og er der lækre udendørsarealer det sted, I holder festen, kan I passende udnytte dette. Køb diverse legeredskaber og læg dem ude på græsplænen. Timerne flyver forbi, når børnene leger godt. Køb fx hulahopringe og bolde eller lej en hoppeborg og sæt en sofa i et hjørne, så de kan fordybe sig i legen der.
2. Lav et brætspilsområde
Brætspil kan sende børn ind i en helt anden verden, og så slipper du for skrig, skrål og gråd under talerne. Du kan købe puslespil i forskellige sværhedsgrader, klassikeren “vildkat” eller måske lægge nogle gamle gameboys frem!
Brætspil er jo også in for folk i alle aldre, så måske et spil Hint eller Cluedo til de voksne også ville pynte?
3. Lav en minibiograf med tegnefilm og computerspil
Find en sofa og en projektor og hold filmaften! Læg en masse forskellige DVD’er frem og lad børnene vælge, om de vil se Anders And eller Aladdin. Man kan også lave et lille snackbord med små poser popkorn, frugtskåle eller slikposer, så der skrues ekstra meget op for hyggen. Du kan tilmed sætte en computer op og lade børnene gå amok på Youtube eller gratisspil.dk. Nem og hyggelig underholdning!
4. Anskaf en klovn og få alle til at grine
Hvis de voksnes forhold til klovne ikke er blevet ødelagt af alle de gyserfilm, der omhandler mordere med klovnemasker, kan du leje en klovn! Det er lidt ligesom at hyre en barnepige med et sjovt kostume på. Så er børnene underholdt og har samtidig et voksent blik til at holde øje med de små energibomber. Skal der skrues lidt ned for cirkusstemningen, kan man også hyre en ansigtsmaler til at tegne flotte motiver på de små.
5. Lad børnene brænde energi af gennem dans
Når nu de voksne får et dansegulv, burde børnene da også få et! Så behøver DJ’en til festen ikke få sangforespørgsler på børne-MGP-sange, og børnene kan pile rundt fra væg ti væg, uden det irriterer nogen. Et lille plus er, at de bliver trætte hurtigere og måske sover de sidste timer af festen væk bagefter.
6. Skaf malebøger og opgavehæfter
Skal man have børn til at sidde stille i timevis, er en malebog et godt redskab! Læg et malehæfte og nogle tuscher ud på børnebordet, og så tør vi næsten love, at der bliver stille! Du kan måske også lægge et sudokuhæfte på bordet, hvis der findes et lille geni blandt børneflokken.
7. Skab et kreativt område med ler
Skal dit bryllup have et strejf af billedkunsttime, kan man smide en voksdug på et bord og give børnene en klump ler. Man skal lige sikre sig inden, at ingen af børnene tror det er mad, for et bryllup, der senere ender i en tur på hospitalet, er bare aldrig sjovt. Man skal også have i mente, at det kan svine mere end de andre forslag, men sjovt er det i hvert fald!
Vi håber, du nu synes, at tanken om børn til bryllupsfesten er lidt mere overskuelig. Hvis ikke, skal det måske bare være en voksenfest.
artikler i samme kategorier