Det gode råd til gæstens tale

Gæstens tale – 5 gode råd

Er du typen, der lider af præstationsangst, når du skal tale foran mange mennesker eller er du måske ligefrem den fødte taler? Uanset om du er brudens mor, gommens bedste ven eller en gammel kollega, kan en tale til et nygift brudepar være særdeles nervepirrende og kræver god forberedelse.

En tale er en kunstform, hvor man både skal fastholde og more sine lyttere samtidig med, at man får sagt, hvad man har på hjertet. Som nær ven eller familiemedlem kan det være utrolig svært at få kombineret disse ting, så man både får sagt alt, man gerne vil sige til bruden, gommen eller dem begge, uden at de andre gæster begynder at kede sig ved indforståede jokes eller gamle minder. Læs med her og få fem gode råd, hvis du skal være gæst til et bryllup og gerne vil holde en god tale.

 

  1. Forbered dig – lad være med at læse op

En af de allervigtigste ting, og som vi er blevet banket med i hovedet siden folkeskolen, når man skal holde tale, foredrag, fremlæggelse eller andet, hvor man skal tale til et publikum er, at man for guds skyld ikke må læse op. Når man taler til et publikum, er det vigtigt at være tilstedeværende og se sine publikummer i øjnene. Læser du direkte op af dit talepapir, bliver talen hurtigt anonym, og gæsterne mister interessen. Så det vigtigste nøgleord her er altså ’forberedelse’. Læs talen igennem mange gange derhjemme, og lær de overordnede ting udenad. Husk at en tale ikke behøver for at være fuldstændig indstuderet for at være god – tværtimod! Jo mere naturlig, jo bedre.

 

  1. Struktur

Aristoteles og Platon kunne uden tvivl blive enige i, at strukturen og den røde tråd er noget af det allervigtigste i en tale. I de spæde forberedelser til din tale, bør du altså overveje, hvad du gerne vil sige, uanset om du taler til både brud og gom eller blot til den ene. Du har med garanti tusind ting på hjertet, men snakker du i øst og vest, mister du hurtigt de andre gæster. Vælg et tema, og skab en klar struktur.

 

  1. Husk humoren

Humor er et vigtigt aspekt af de fleste typer taler – og især festtaler. Når man er til bryllup, forventer man, både som gæst og brudepar, at høre nogle sjove og humoristiske taler, som skaber store smil og måske endda grineanfald. De lange alvorlige taler, må du gemme til andre lejligheder. Men husk at humoren skal være naturlig – ingen platte jokes!

 

  1. Pas på med for mange indforståede anekdoter

Som gommens bedste ven eller brudens mor, har du sikkert mange sjove minder. Men der er altså ingen, der gider høre om, hvordan din lille Lise plejede at bade nøgen på stranden i jeres sommerhus, eller hvordan du og din bedste ven – den nygifte gom, drak jer hammerstive og bestilte en stripper til jeres 25 års fødselsdag. Det er helt fint at komme med sjove (og lidt pinlige) anekdoter om det nygifte par, men pas på, at de ikke bliver for indforståede.

 

  1. Performance – smid paraderne

Vil du score ekstra point hos både gæster og brudepar og få dem til at vælte ned af stolene af grin? Så er du nødt til at smide paraderne og skrue op for din performance. En tale udover det sædvanlige går hånd i hånd med ansigtsmimik og kropssprog. Når du fortæller sjove historier, så brug din mimik og krop til at illustrere det – så er du sikker på at skabe høj latter og god stemning i festlokalet.