Afstresning før brylluppet

To ting om stress og bryllupper - Sådan bliver dit bryllup helt perfekt

Det er virkelig helt normalt at føle sig stresset op til sit bryllup. Det ér en stor dag – en enestående og smuk dag, hvor alt skal være perfekt og lige som I ønsker jer. Stress er med til at få dig til at præstere, men stressniveauet kan også blive for meget – og gøre dig syg. To små ting kan hjælpe dig med at balancere dit stressniveau, så du får præcist det du drømmer om.

 

No. 1 Det perfekte er uperfekt

Jeg har været til mange bryllupper. Smukke, romantiske og sjove bryllupper - bryllupper der alle hver for sig har været helt fantastiske og enestående. Jeg husker alle bryllupperne, men det jeg særligt husker dem for, er de bittesmå ting som man ikke kan planlægge sig ud af, og som faktisk har gjort hvert bryllup helt unikt og mindeværdigt. Det er de ting som enten oser af følelser, eller de ting som ”stikker udenfor” det forventede: Min søsters røde kjole, gommens tale, min lille nevø der trækker sin finger i flødeskummet på bryllupskagen, tordenvejret osv.

Du kan spørge dig selv om hvad du lægger mest mærke til i din helt almindelige hverdag: At trafiklysene fungerer i et lysreguleret vejkryds – eller om du egentlig først lægger mærke til det, når det ikke fungerer. Det er sikkert sjældent, at du kommer kørende og tænker ”Lyssignalet dur”, men hvis det IKKE dur så tænker du med 99% sikkerhed: ”Det er i stykker”. Vi lægger mærke til det som overrasker os og det som er uperfekt.

Uanset om du selv planlægger dit bryllup eller har ”outsourcet” planlægningen til et event-bryllups-bureau, så slap bare lidt af. Lad livet og tilfældighederne udspille sig i den fine ramme du har – eller er i gang med at skabe, og husk at det perfekte er uperfekt.

 

No. 2 Træk vejret

Du har nok hørt det et utal at gange, men hvis det hele ved at koge over, så træk vejret. Egentlig trækker vi vejret hele tiden, så på den måde er det jo et lidt skørt råd – og så alligevel ikke. Når vi bliver stressede eller har travlt, så begynder vi nemlig at trække vejret ret overfladisk.

Vejrtrækningen holder os i live. Den forsyner os med livsvigtig ilt – men det gør faktisk også noget mere. Vejrtrækningen skaber nemlig en balance mellem aktivitet og passivitet. Man kan også kalde det for vågenhedsniveau. Du kan ikke være vågen hele tiden - du skal også slappe af. Når man trækker vejret ind så øges aktivitetsniveauet og når du ånder ud så falder det. Det fungerer helt automatisk, og så længe vi ikke presses eller er syge, så skal vi slet ikke spekulere på det – men det betyder, at når du begynder at mærke at både hoved og krop stresser op, så skal du i gang med at bruge din vejrtrækning til at finde balancen mellem aktivitet og ro igen. Du skal genetablere balancen i dig.

  • En mikro vejrtrækningsøvelse

# 1 Start med at sætte dig på en almindelig stol. Placer dine fødder på gulvet og læn dig tilbage mod ryglænet. Stil dit ur til 5 minutter.

#2 Træk vejret. Du skal ikke tænke for meget over det. Det kan selv og der er absolut ingen rigtig eller forkert måde at trække vejret på.

# 3 Følg din krops impulser. Hvis den gerne vil lukke øjnene så gør det. Måske vil hovedet gerne drejes, måske kommer der små bevægelser i armene eller andre steder. Bare lad dem komme. Måske gaber du eller gisper lidt. Det er helt normalt. Når man gaber så er det kroppen der er i gang med at regulere sig – og dig, i balance igen.

# 4 Når uret bipper så rejser du dig roligt. Du kan strække dig og tage et par små skridt. Træk vejret et par gange og mærk hvordan kroppen og du gør det sammen.

# 5 Så er du parat igen - bare mere fokuseret og rolig.

 

Et bryllup er en fantastisk og vigtig begivenhed, og jeg vil ønske dig – og din kommende mand et skønt, mindeværdigt og dejligt bryllup.

Kærlig hilsen

Janne Press, familieterapeut

PS: Du kan læse mere om stress på min hjemmeside www.jannepress.dk. Her kan du også finde artikler om f.eks. parforhold og om børn.