Sådan vælger du toastmasteren og andre vigtige roller

Oprettet af: 25-08-16

Den rigtige toastmaster

Som brudepar skal I ikke udpege en person til toastmaster, fordi andre forventer det, men fordi han eller hun kan bære opgaven. Personen skal være i stand til at løfte opgaven og det ansvar, som hører med til titlen. Det er en ære at blive valgt som toastmaster, men det er også et job.

Når I skal vælge toastmasteren, skal I vælge en med talegaverne i orden, en god udstråling og en portion humor. Vær opmærksom på, at personen I giver denne opgave virkelig føler sig tilpas med at få denne opgave.

 

Toastmasterens koordineringsopgaver

Toastmasteren vigtigste opgave er at have fingeren på festens puls og derved er i stand til at fornemme, hvornår det helt rigtige tidspunkt er til det næste indslag. Og han er altid også velforberedt! En stor fordel er, hvis toastmasteren på forhånd har kendskab til taler og indslag. Skriv derfor gerne enten i indbydelsen, på hjemmesiden (hvis I har sådan en) eller lad det være kendt blandt familie og venner, hvem toastmasteren er, så han eller hun ikke selv skal kontakte familie og gæster forud for festen. Lad også personen vide, om I ønsker følge tale-hierarkiet striks, eller om indslagene skal tilpasses ift. indhold. 

Toastmasterens job består også i at respektere køkkenet og serveringspersonalet, så maden ikke bliver kold på grund af dårlig planlægning. Han eller hun skal være i konstant kontakt med festens leverandører – lige fra band eller DJ og serveringspersonale til bar og køkken, så alle opgaver, taler og indslag kan times korrekt. Så undgår toastmasteren at serveringspersonalet samler tallerkener under brudens tale.

 

Gave- og fotoansvarlig

Toastmateren har travlt med at have et overblik over hele festen, derfor er det naturligt, at han/hun ikke vil have overskud til en masse andre spørgsmål fra gæsterne og personalet på dagen. Sørg for en gaveansvarlig. Derved kan I være sikker på at alle gaverne står hvor de skal, og at de alle kommer sikkert hjem til jer efter festen. Ligeledes vil fotografen mangle lidt vejledning i forhold til, hvem der er hvem. Find den rigtige til opgaverne. Her kan det være den samme personer, eller to forskellige. Det er helt op til jer.

 

Vælg din brudepige(r) med omhu

Jo flere des bedre passer ikke altid, når snakken falder på brudepiger. Når du først har spurgt én, er der ingen vej tilbage. Det kan være fristende at finde din brudepige lige så snart du er forlovet, men tag dig god tid. Giv det i det mindste en måned til at tænke over valget. Og spørg dig selv: Forestiller du dig at I er lige så tætte veninder om 5 år?

Ønsker du flere brudepiger, skal du altid vælge din ’maid of honor’ først. Overvej derefter grundigt, især hvis du er i tvivl om enkelte personer, om de passer ind med resten. Hvis du ikke tror de vil kunne sammen, skal du ikke spørge dem.