Something old, something new, something borrowed og something blue

Oprettet af: Anne Marie Laursen

Få inspiration til de fire obligatoriske:  noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt

I Danmark har vi taget den oprindeligt engelske tradition med something old, something new, something borrowed og something blue til os. Følger bruden den romantiske tradition med at bære alle tingene til brylluppet, siges det, at det vil bringe hende lykke i hendes ægteskab.

Her kan du læse, hvilken betydning traditionen tillægger hvert enkelt element:

 

Noget gammelt

Traditionen med at bruden skal bære noget gammelt til brylluppet handler om, at hun ikke skal glemme sit gamle liv, og at hun tager alt det gode fra fortiden med sig over i fremtiden.

 

Noget nyt

Det nye element, som bruden ifølge traditionen skal have på sig, skal symbolisere den nye epoke i hendes liv.

 

Noget lånt

Betydningen af det lånte element er den nye plads i familien, som bruden får efter vielsen. Ifølge traditionen er det vigtigt, at den lånte ting er fra en lykkeligt gift kvinde, da det siges, at lykken så føres videre til den nye brud. Er den lånte ting fra en fraskilt kvinde, giver det uheld.

 

Noget blåt

Den blå farve symboliserer ifølge traditionen brudens evige troskab til manden.

 

Sådan kan du gøre det

 

Du står over for din store dag, og du vil gerne bære de fire obligatoriske til dit bryllup, men du har måske svært ved at komme på en kreativ ide til, hvad elementerne skal repræsenteres af, og hvordan de skal bæres?

Vi giver dig herunder en række konkrete forslag til, hvordan du som brud kan leve op til traditionen:

 

Et gammelt smykke er en typisk løsning for noget gammelt, bruden kan bære. Hvis du låner et smykke af fx din mor eller mormor, slår du to fluer med ét smæk, og er der noget blåt i smykket, er det hele tre fluer! Noget gammelt kunne også være at finde i en vintagebutik som fx et par fine handsker eller et lille broche. Nogle arver vielsesringene og bruger dem som deres gamle genstand til brylluppet.

 

Næsten alt er nyt på bryllupsdagen. Derfor behøver du ikke tænke meget over dette element. Eksempelvis er kjolen ofte ny og undertøjet også. Har du en ”lille ny” i maven på din bryllupsdag, kan dette vel også tælle for noget nyt, hvad siger du?

 

Blåt strømpebånd er der mange kvinder, der vælger at tage på til brylluppet som deres blå genstand. Enten et helt blåt strømpebånd eller strømpebånd med en blå sløjfe i. Du kan jo også låne strømpebåndet og på den måde have både noget blåt og noget lånt i ét.

Det kan også være en fin løsning at sy en lille blå tråd ind i kjolen eller i sløret (du kan gøre det selv eller få en bekendt eller en skrædder til det). Nogle får fx deres monogrammer syet i med blåt.

Har du blå øjne, har du vel noget blåt med dig helt naturligt?

 

Lån et fint lommetørklæde. Det kan være en god måde at tage noget lånt med under brylluppet, og lommetørklædet kan sikkert komme til god nytte i løbet af den store dag med de mange følelser og indtryk. Det lånte kan stort set være hvad som helst, så længe det er lånt af en lykkeligt gift kvinde, så du tager lykken med dig videre i dit ægteskab.

 

Der er uendelige muligheder (også mange flere end dem vi har listet) for, hvordan traditionen med noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt konkret kan følges.

Det er din store dag, så det er selvfølgelig helt op til dig, hvordan du vælger at gøre det. Som du kan se, behøver det slet ikke være så indviklet.