Sådan folder du servietter til brylluppet

Det lyder måske en smule ligegyldigt, men hvis der bliver foldet servietter, der kan stå knivskarpt på de flotte borde, giver det et ekstra touch til festen.

 

Alt om servietter

De fleste bryllupsgæster, for ikke at tale om brudeparret selv, vil nok blive en kende skuffet, hvis de ser et bord, der er dækket perfekt op... og så en lille tynd papirserviet fra IKEA som afslutning. Bryllupper lægger op til lækre, tykke, hvide stofservietter, og det er ikke svært at folde dem flot til anledningen.

Traditionen for store hvide stofservietter kan dateres helt tilbage til det 17. århundrede i Frankrig. At være servietfolder var en prestigefyldt jobtitel at have, og servietfolderen ville besøge værterne dagen før deres arrangement og forme det ene kunstværk efter det andet af store, hvide stofservietter.
Selvom de færreste nok i dag kan prale af at være professionelle servietfoldere, er det stadig en kendt tradition at forme disse servietter til smukke figurer forud for den store dag.

 

3 flotte servietfold til festen

Der findes mange flotte fold, man kan give sine servietter. Her er 3 gode muligheder:

  1. Hjertet
    Et bryllup er en stor kærlighedsfest, så hvad er mere passende end store hjerteformede servietter på hver tallerken? De ligger fladt på tallerkenen, men fylder en del, så vælger du dette fold, skal du have lyst til at servietten skal ses. Når trinnene først sidder fast på nethinden, kan du hurtigt blive færdig. Det svære er at lære at folde hjertet, hvis man aldrig har gjort det før.
  2. Rosen
    En lidt kompliceret foldningsteknik med mange forskellige muligheder for udseende, men som er det hele værd. Ser dine gæster en rose lavet af servietter på deres plads, ved de, at der er lagt timer i dette bryllup. Rosen er nærmest en borddekoration i sig selv, da den godt kan blive stor, men det er klart det værd.
  3. Diamanten
    I den mere simple ende er diamanten. Diamanten er foldet som en fladtliggende firkant med flere lag fra bund til top. Den fylder mindre på bordet og kræver mindre opmærksomhed end de andre muligheder, så er du til det simple bryllup, er denne servietfoldning god.

Hvis man ikke kender nogen, der kan komme og vise, hvordan servietterne skal foldes, kan processen pludselig blive lang. Et tip er at søge efter foldningsmetoder på Youtube. Uanset hvilken figur du går med, er der højst sandsynligt en tutorialvideo inde på Youtube. Så bliver du en mesterfolder på 0,5!

 

Forskellige størrelse af servietter – hvad skal bruges hvornår?

Det mest normale er at lægge en stor stofserviet ved hvert bord, som gæsterne kan bruge til at lægge på skødet eller i skjorten gennem alle retterne. Medmindre dine gæster sviner meget under en middag, burde det faktisk ikke være nødvendigt at give dem mere end denne ene serviet.

Vil man derimod have servietterne til at afspejle måltidet, er en tommelfingerregel, at jo mindre måltidet er, jo mindre er servietten. Skal gæsterne blot have en kop kaffe og en småkage, er en lille stofserviet nok. Det vil dog se ordentligt ud at parre et større måltid med en større serviet. Vil man have flere servietter til sin middag, kan man passende lægge dem som lag mellem forretstallerkenen og hovedretstallerkenen.