Tips til det smukke bryllupsbord

Oprettet af: Linette Smidt

Sådan dækker du et smukt bord

Der er rigtig mange ting at tage stilling til, når du skal planlægge dit drømmebryllup. For mange står borddækningen dog ikke øverst på prioritetslisten, der spænder fra brudekjole til location. Det kan dog være en skam, hvis man ikke dedikerer en smule tid og overvejelse til dette emne, da det jo i sidste ende er ved bordet, størstedelen af aftenen tilbringes. En personlig, sjov, smuk eller nytænkende borddækning kan være prikken over i’et i helhedsbilledet, og skabe rammerne for en mindefuld aften for både brudeparret og gæsterne.

 

Alt det kræver er lidt overvejelse

Selvom der ikke er afsat den store pengesum i budgettet til borddækningen, kan I alligevel nå langt med få midler. Hvis I har tiden, og ikke mindst overskuddet, kan I give jer i kast med selv at udforme en del af pynten, for på den måde at gøre stilen mere personlig. Uanset om I er til gør-det-selv eller hellere vil betale jer fra det, kan det dog anbefales at overveje de forskellige elementer, der skal indgå, før I giver jer i kast.

 

Vælg et tema eller en stil – og følg den!

Planlægning af bordpynten behøver ikke tage flere uger, men hvis I ikke i det mindste har gjort jer nogle tanker om stilen, kan resultatet nemt være et rodet eller klodset udtryk. Er I til temafest, er det let hele tiden at tænke i de rette baner. Ved et vintertema kan man derved holde sig til klare, kolde farver og sølvpynt, mens man i et sommertema kan vælge sæsonen blomster og pynt fra naturen.

Selvom I ikke har et specifikt tema at gå ud fra, bør I stadig lægge en plan. Overvej blandt andet hvor festen skal holdes, hvilken mad I vil servere og hvilke farver, der passer godt sammen. Sørg for at holde jer til planen – man kan nemt blive overekstatisk over mulighederne, men det enkle og gennemtænkte er altid det flotteste.

 

Blomster, bordkort, service og lys…

Er blot nogle af de ting, som I skal overveje kombinationen af. Ved at holde sig til en hvid dug, kan jeres personlighed skinne igennem i hjemmelavede bordkort eller sjov pynt. Levende lys og friske blomster sikrer det smukke udtryk – overvej her om I er til det rustikke, det sirlige og elegante eller det sjove og kreative.

Hvad servicen angår, er der en korrekt måde at opstille denne i forhold til glas, bestik og tallerkener. Nogen går mere op i dette end andre. Hvis I ønsker at gå slavisk til værk, er der heldigvis hjælp at hente i Googles billedsøgninger. Serviceopstillingen bør dog tage hensyn til menuen, så vent med planlægningen af dette, til I har besluttet jer for de forskellige serveringer.

 

Vis jeres personlighed

Når blot I følger jeres stil og mavefornemmelse, skal det nok afspejle sig i den perfekte borddækning for lige netop jer. I behøver således ikke at orientere jer i den nyeste bryllupsmode eller borddækningstendenser – led i stedet for efter inspirationen i jeres interesser og værdier. Jeres gæster vil helt sikkert kunne mærke, hvis I har investeret både omtanke og personlighed i at skabe rammerne til jeres kærlighedsfest.