5 desserter du selv kan lave til bryllupsmiddagen

Oprettet af: Maria K. Josephsen

Skal I selv lave mad? Her er fem nemme desserter

 

Ved at lave desserten til jeres bryllup selv, får I det lige som I vil have det, samtidig med at I sparer på budgettet. Det kræver naturligvis noget at lave dessert til en større forsamling, især hvis man ikke har lyst til blot at servere bradepandekager eller is til sine gæster på den store dag. Men tænker I en smule praktisk, kan I sagtens lave lækre, smukke og ekstraordinære desserter, som vil få jeres gæsters smagsløg til at synge og munden til at løbe i vand, når de tænker tilbage. Den praktiske tænkning går ud på at vælge en dessert, der kan laves og samles en eller flere dage i forvejen, så i ikke skal stå og piske fløde og smelte chokolade i brudekjole og jakkesæt. Her har vi samlet fem bud på lækre desserter, der kan laves én eller flere dage i forvejen.

 

  1. Den iskolde

Islagkagen har været en sikker vinder gennem mage årtier og er et hit hos både børn og voksne. Islagkager kan sagtens gøres uimodståelige og ekstraordinære med lækre råvarer og den rette pynt. Du kan variere dine islagkager i det uendelige og desuden lave dem i flere lag. Prøv fx at erstatte den klassiske marengs/mandelbund med en kiksebund og top med hindbær og hvidchokoladeis som i denne. Eller tilføj en stor mængde smeltet kvalitetschokolade til isbasen og top med Malteser, Toffifee, smeltet chokolade og friske bær - kun fantasien sætter grænser. Islagkagerne kan laves flere uger i forvejen og tages blot ud af fryseren og pyntes tre kvarter før de serveres.

 

  1. Den klassiske

Crème Brûlée er en klassiker, som kun en tosse ville takke nej til. Med sin sprøde karamelliserede sukkerlåg og sin silkebløde, cremede midte, går den sjældent galt i byen. Desuden er desserten yderst elegant og anrettes fint i små ildfaste fade, som den er tilberedt i. Desserten tager sig godt ud med syrlige sommerbær og et mynteblad eller to.

 

  1. De mange små

Et tapaskagebord er endnu en lækker løsning, hvor gæsterne kan vælge de kager, de synes bedst om – eller måske smage én af hver! 4-5 forskellige kager, skåret ud i små stykker og anrettet smukt på buffetbordet, vil uden tvivl imponere jeres gæster. Vælg fx en tung chokoladebrownie med karamel, en frisk cheesecake, chocolate chip cookies, chokolademousse serveret i et lille glas og små elegante popcakes i bryllupstema.

 

  1. Den blødende

Chokoladefondanten er den ultimative dessert for alle chokoladeelskere. Når gæsten sætter skeen i kagen, vælter en lun, lækker og sød chokolademasse ud af midten og vil efterlade alle jeres gæster i en vaskeægte dessert-ekstase. Top den tunge chokoladekage med en kugle vaniljeis og masser af friske, syrlige bær.

 

  1. Den alternative

Det er blevet populært med alternative madidéer til bryllupper og fester. Det ser vi, når der pludselig står en hotdog-vogn uden for kirken eller en slush-ice maskine efter bryllupsmiddagen. Og ja, hvorfor ikke gøre noget andet end alle andre? Lav fx jeres egen lille isbod med vafler, 4-5 forskellige slags is, krymmel, guf, flødeskum, friske bær og andre lækre toppings, så jeres gæster kan ”style” deres egen is. Dette vil med garanti bringe et smil frem på både børn og voksnes læber. I kan også vælge at lave jeres egen slikbutik, ved at købe forskellige slikvarianter, små stribede slikposer og de klassiske firkantede sølvskeer.

Tøv ikke med at kontakte os