Jeres bryllup kan stadig blive storslået, lækkert og uforglemmeligt, selvom I ikke har flere 100.000 kroner til at smide efter lokation, bryllupstøj, mad og band. Der er mange ting I kan gøre for at mindske udgifterne, og at lave maden selv er én af dem.
Et bryllup er en dyr fornøjelse med mange udgiftsposter, og maden er blot én af dem. I behøver dog ikke diske op med en 5-retters bryllupsmiddag fra byens bedste gourmet-cateringfirma for at imponere jeres gæster. En hjemmelavet bryllupsmiddag er meget personlig og kan, om noget, være med til at slå benene væk under jeres gæster. Det kan måske lyde besværligt at skulle lave mad til en stor flok mennesker, men er I ude i god tid, og har I nogle søde hjælpende hænder, kan det absolut lade sig gøre.
Første punkt på listen i projekt ”lav-vores-egen-bryllupsmiddag” er at snakke om, hvad I gerne vil spise på jeres bryllupsdag. Det oplagte er at lave enten en buffet eller et tapasbord, da det vil kræve meget mere af jer at lave en tre-retters menu. Vælger I en tre-retters menu, skal de fleste elementer tilberedes på selve dagen, mens en buffet eller tapasbord kan laves i forvejen. Fordelen ved en buffet er, at I kan vælge jeres yndlingsretter, kolde som varme, så gæsterne kan fylde deres egne tallerkner med lige præcis det, de har lyst til. Her kan i fx vælge at 3-4 slags kød, 2-3 slags salater, kartofler i forskellige afskygninger, hjemmebagt brød, forskellige dip og dressinger og snacks. Et tapasbord kan være en smule mere krævende, da man skal lave mange små mundrette retter, men tapas er en hyggelig måde at spise på, og vil holde jeres gæster beskæftigede af den lækre mad og mætte i mange timer.
Find flere gode råd til festen her
Det kan være svært at beregne, hvor meget mad og drikkevare, der skal være til hver gæst. Heldigvis findes der mange hjemmesider, som har forslag til disse beregninger, og som bygger på erfaringer fra tidligere fester. Som udgangspunkt bør i beregne 200-250 g kød pr voksen samt ca. 300 gram grøntsager/ tilbehør. Hvad angår drikkevarer, bør I købe vin, så der er ca. 8 glas per voksen fordelt på velkomstdrink, rødvin, hvidvin og dessertvin. Hertil kommer så drinks og sodavand. Uanset hvilken slags bryllupsmiddag i vælger, er det en god idé at holde øje med tilbudsaviser fra diverse dagligvarebutikker. Det kan godt betale sig at køre de 8 km til et supermarked, hvis de har et godt tilbud på en oksesteg eller på jeres yndlingsvin. Husk at kød sagtens kan holde sig i lang tid i fryseren, hvis I finder gode tilbud flere måneder i forvejen. Når I skal handle stort ind i dagene op til brylluppet, kan I med fordel køre i de store supermarkeder, som ofte har gode tilbud og storindkøbspakker.
Meget mad kan laves i forvejen. Lav fx lækre islagkager til dessert samt brød til buffeten flere uger i forvejen og kom det i fryseren. Kød kan også tilberedes et par dage i forvejen og varmes op på dagen. De fleste salater og grøntsager kan også laves dagen i forvejen. På selve dagen har I brug for hjælp i køkkenet, og her kender i sikkert nogle, der har et par søde teenagedøtre, der gerne vil tjene en tusindkroneseddel ved at varme op, servere, rydde af og vaske op på jeres bryllupsdag.
artikler i samme kategorier
Oprettet af: Maria K. Josephsen