Er du inviteret bryllup, og har du besluttet dig for at holde tale? Det kan være svært at komme i gang med sin tale, for hvor skal man lige begynde, og hvordan skal man få sagt de ting, man gerne vil sige, uden at talen bliver ét stort følelsesudbrud? Det vigtigste at huske til enhver festtale er, at en tale er mere end bare ord – det er også en performance. De kedeligste taler er dem, hvor taleren står og læser højt fra et talepapir med et forfrossent kropssprog og ingen ansigtsmimik. Hvis du vil fange gæsternes opmærksomhed og have et underholdende aspekt i sin tale, er det derfor en god idé at være velforberedt, uden talen er blevet indstuderet. Nedenfor har vi samlet 5 gode råd til, hvordan du holder en god bryllupstale.
Begyndelsen på enhver tale begynder med skriveprocessen. Nogle vælger at improvisere en tale på dagen, men det kan være risikabelt, da man hurtigt ender ud på et sidespor eller plaprer løs i alt for lang tid om noget, der egentlig ikke er vigtigt. Desuden er det tydeligt at mærke, om taleren er velforberedt eller ej, og det afspejler sig i talens kvalitet. Desuden er et talepapir en sikkerhed for dig, der måske ikke er den fødte taler. Start med at brainstorme over, hvad du gerne vil sige. Henvender du dig til bruden, gommen eller måske begge to? Hvordan er din relation til brudeparret? Hvilke minder har du med hovedpersonen, og kan du huske nogle sjove/ pinlige minder? En bryllupstale skal holde rosende elementer om hovedpersonen og dennes udkårne, og hvis gæsterne sidder tilbage med en lille tåre i øjnene, er det blot et kvalitetstegn!
Når du har fået skrevet din tale ned, gælder det om at lære den udenad. Det er ikke fordi, at talen skal være fuldkommen indstuderet, for det giver heller ikke noget godt resultat, når du skal holde talen. Men det kan være en god idé at huske strukturen og de emner, du vil ind på. Her kan det være en hjælp at lave et talepapir, der består af stikord og ikke lange sætninger. Det hjælper dig med at holde den røde tråd og kan være en god støtte, hvis du er nervøs. Husk at der sikkert er mange, der skal holde taler, så din tale bør ikke vare mere end 7-8 minutter.
Når toastmasteren giver tegn til, at det er din tur, er det en god idé at præsentere dig med navn og din relation til bruden/ gommen. Hvis du har overskud, kan du indlede talen med en vittighed, du ikke har planlagt hjemmefra. Det løsner stemningen og kan hjælpe på din egen nervøsitet.
Mellem de rosende ord og minderne, som en bryllupstale indeholder mange af, er det en god idé at komme med nogle morsomheder eller andet, der får gæsterne til at grine. Det kan fx være nogle pinlige episoder, du har haft med hovedpersonen. Det bryder den formelle tone og giver en god og varieret struktur til din tale.
En ellers interessant tale har tendens til at blive yderst uinteressant, hvis taleren står med samlede ben og talen i hånden og snakker i et monotont toneleje uden ansigtsmimik eller kropssprog i 8 minutter. Brug dine arme og bevæg dig, imens du taler, ligesom man ville gøre i en afslappet samtale. Hvis du har overskud til det, så understreg det du siger med dit kropssprog. Er du gommens barndomsven, og kan du huske en sjov gang han havde, da han var teenager, så vis det og få gæsterne til at trille ned af stolen af grin. Det kan også være, at du har nogle gamle billeder af hovedpersonen, som du kan smide op i et slideshow og på den måde sætte billeder på dine ord.
Oprettet af: Maria K. Josephsen