Den mindeværdige, kække og lindrende gavepose !

Oprettet af: Ane Marie Laursen

De 3 perfekte gaveposer til gæsterne

At lave gæstelisten kan være en lang proces. Familien skal selvfølgelig med, måske ikke lige tante Tilde, hende har I ikke snakket med i mange år. Men I skal huske alle vennerne fra Nordjylland osv. I har sikret jer, at kun de helt rigtige kommer med og fejrer den specielle dag sammen med jer. Så hvorfor ikke pakke en lille gavepose til gæsten? Giv dem et minde, så de umuligt kan glemme denne specielle dag. Her er i hvert fald vores top 3 af gaveposer, men husk at du altid kan tilføje andre lækre sager.

 

Den mindeværdige gavepose

Den mindeværdige gavepose skal indeholde noget personligt, som repræsenterer jer begge to. Et billede går uden tvivl altid i hjertet på den, som modtager gaven. Hvis I virkelig gerne vil gøre en ekstra indsats med disse gaveposer, kan I nemt rive de gamle albums fra hylderne (eller da vi lever i 2016 gennemgå de sociale medier for billeder;) ). Find billeder af jer og den pågældende gæst. Dertil kan I skrive en personlig besked. Vær sikker på at denne afspejler, hvad den enkelte gæst betyder for jer.

I har måske en bestemt ting som kendetegner jer. En bestemt sten, en bil, et dyr eller en øl I drak da i først mødtes. Pak en af disse ting med i poserne. Du tænker: En BIL? Ja, altså en legetøjsbil i lignende mærke, og kan øllen ikke være i posen, kan I nemt få samlet en masse kapsler en hyggelig aften med venner og øl. Vær sød ikke at forsøge at putte en hund ned i posen, alternativt kan i købe små bamsedyr ;)

Og som man siger: Chokolade, kunst og kærlighed kvæler al besværlighed. Derfor er chokolade altid et lille lækkert tilbehør til gaven.

 

Den kække gavepose

Det er kærlighedens fest. Der bliver danset, krammet, grædt glædeståre og kysset. Ofte bliver gamle ægteskaber, nye og kommende (selv de ikke endnu eksisterende) piftet lidt op til bryllupper. Folk husker deres specielle dag, eller glæder sig til det er deres tur.

Derfor er ’den kække gavepose’ altid sjov at trække op af lommen, når gæsterne er kommet i godt humør.

  • Lidt chokolade
  • Tyggegummi
  • En terning med kærlighedslege på
  • En pakke kondomer

Husk at denne gavepose kan, og muligvis vil, støde nogen af gæsterne. Derfor er det vigtigt, at I overvejer, om lige jeres gæster kan tage denne med et lille smil. Eller om I muligvis skal designe gaveposerne ud fra, hvordan I forventer, den enkelte gæst vil reagere.

 

Den lindrende gavepose: Tømmermandsposen

Denne er så ligetil, at den ikke behøver en længere forklaring. Den udleveres, når gæsterne er på vej hjem:

  • Et par hovedpinepiller
  • En lille pose chips
  • En snickers/mars
  • En dåsecola

Den perfekte morgenmad, dagen efter den perfekte kærlighedsfest.

 

Vær varsom med gaveposer

I vil have mange forskellige personligheder til brylluppet. Derfor er det en god ide at være varsom, når I udvælger den endelige gavepose. Den kan støde nogen. Dog skal I tage det med et gran salt. Det er jeres dag, og i sidste ende skal I gøre det, som vil gøre jeres dag god.