Projekt bryllupskage er lidt af en mundfuld at gabe over samtidig med den resterende bryllupsplanlægning, og det kræver, at du har en god portion erfaring med kagebagning. Eksperimenter med diverse bræddepandekager, kringler og et par cheesecake er dog ikke nok, da bryllupskager indeholder elementer, der kræver en vis teknisk kunnen, specielt udstyr, faglig viden og mange forsøg i rygsækken. Er mousse, ganache, praliné, smørcreme, coulis og fondant fremmedord for dig, bør du måske genoverveje gør-det-selv projektet.
Har du mod på at kaste dig ud i projektet, får du her 5 kronologiske tips, der guider dig gennem projektet.
Det er alfa og omega at være i god tid, når du kaster dig ud i et sådant projekt, og flere måneder i forvejen bør du tjekke, om du har det rette udstyr. Du skal blandt andet bruge kageforme i forskellige størrelser, store sprøjteposer og tyller, kageplast, justerbar kagering, udstikker, kagepap, rullepind, evt. fondant, glatteværktøj, og formere til pynt, evt. spiseligt lim, pynt og lignende. Udvalget af udstyr afhænger naturligvis af, hvordan kagen skal se ud, og denne guideline tager udgangspunkt i den klassiske bryllupskage i flere etager på stativ. Stativet bør du også leje 3-4 måneder i forvejen. Desuden kan du allerede her begynde at planlægge smage, pynt og ingredienser – lav eventuelt en skitse, så du har et klart billede af, hvordan kagen skal se ud, og hvor smagene skal placeres.
Skal der pynt på kagen i form af fondantblomster og andet pynt af fondant/ flower paste, kan det sagtens laves flere uger i forvejen. Det kan være en langvarig proces, da det kræver tid, elegance og en sikker hånd, så sæt god tid af til det (flere dage!), så du ikke stresser med det få dage før brylluppet skal stå. Du opbevarer pynten ved at pakke det ind i stanniol/ engangsvaskeklude, og opbevarer det i en lufttæt beholder i et køligt skab (IKKE køleskab).
1-2 uger før brylluppet laver du kagebundene. Dette er også en længerevarende proces, da de færreste har plads eller udstyr til at bage 12 bunde i ovnen på samme tid. Det nemmeste er at bage bundene og derefter skære dem ud, som man ofte gør med lagkagebunde. Skal der laves marmelade/ kompot, kan de også laves nu og fryses ned sammen med kagebundene.
2 dage før brylluppet skal mousser, cremer, ganacher og lignende laves. Her skal du heller ikke undervurdere processen, og du kan roligt sætte 1-2 dage af – der skal RIGTIG meget mousse/ creme i og på sådan en kage! Opbevar cremerne i sprøjteposer i køleskabet, så de er klar til brug, når kagen skal lægges sammen. Husk også at tage bunde og eventuelle kompotter op af fryseren nu.
2 dage før er dagen, hvor kagerne skal lægges sammen i formene. Betræk bunden med køkkenfilm og kanterne med kageplast og sprøjt fyld i bunden. Placer så en bund, sprøjt nummer 2 fyld på kagen og placér så den sidste bund, som bliver bunden på kagen. Samme procedure bruger du med alle kagerne. Når alle kagerne er fyldte, skal de sætte sig i køleskabet natten over – husk at lave huller i kagen, hvis de skal stå på et stativ! Dagen før brylluppet smøres de op, og eventuelt fondant og pynt kommes på kagen.
Vil du hellere have en professionel til at stå for kagen, så læs vores anbefaling til 5 overvejelser, du skal gøre dig, i forbindelse med køb af kage her.
Kort sagt er det vigtigste, du kan gøre, når du selv skal lave bryllupskage at være i god tid. Planlæg smage og udseende i god tid i forvejen og lav en to-do liste med tidspunkter for de forskellige processer – på den måde undgår du nemmest stress. Sørg for at researche og forhøre dig med hvilke cremer, mousser og lignende, der egner sig bedst til bryllupskager, da de skal kunne holde en del vægt.
Find desuden Kagemonsters guide til, hvordan du laver din egen bryllupskage her!
artikler i samme kategorier