Hvad enten det er tidsaspektet, budgettet eller den indre wedding-planner, der afgør, at I arrangerer bryllupsfesten selv frem for at vælge en samlet pakkeløsning, er der en række ting, I skal huske at tage højde for. For hvad med leje af forsamlingshus eller telt? Er der plads til dansegulv og hvad med baren?
At arrangere bryllupsfesten selv og leje de forskellige elementer til festen, kan gøre brylluppet en del billigere, men det er også mere tidskrævende. Til gengæld har I mulighed for at gøre det til noget særligt ved at sætte jeres personlige præg på bryllupsfesten.
Vælger I at leje et telt, findes der mange virksomheder, der har udlejning af telte specielt tiltænkt bryllupper. Her kan I leje hvide telte, der sagtens kan være romantiske og se eksklusive ud, og altså ikke er et af de klassiske rød/hvid stribede, der måske mest af alt ligner et cirkustelt.
Men hvor stort skal teltet være? Vi har spurgt Gorm fra Gorm's Telte og Service Udlejning: "Hvis der både skal være plads til borde, bar, band og ikke mindst, at I kan danse brudevalsen. Som tommelfingerregel anbefaler vi cirka 1 m2 til hver gæst, men skal der være plads til en storslået fest, kan det være, at I bør beregne 1,5 m2 pr. gæst. Det ved teltudlejerne heldigvis alt om."
Stilethæle og græs har aldrig været en særlig god kombination, og derfor anbefaler teltudlejerne ofte, at du også lejer et gulv til teltet. Hos de fleste teltudlejere er det sådan, at opsætning og nedtagning af teltet enten er inkluderet i prisen eller kan tilkøbes. Vær opmærksom på det, så I ikke selv ender med at stå med teltdug og pløkker lige før festen starter.
Ved leje af borde og stole har I mulighed for at vælge det, der passer bedst til jeres bordplan og bordopdækning. Tænk over, at gæsterne under bryllupsmiddagen sidder til bords i mange timer, og at I derfor bør leje nogle stole, hvor de sidder komfortabelt under hele middagen.
Tallerkner, glas, bestik og hvad der ellers skal til for at dække et smukt bryllupsbord, findes i mange forskellige udgaver, når I skal leje det. Udover selvfølgelig at regne på, at der er service til alle gæsterne, er det også en god ide at tænke over, om der skal skiftes service mellem alle retterne. Tjek med udlejningsfirmaet, hvornår de skal vide det endelige antal.
En sådan bryllupsmiddag vil naturligvis efterlade en kæmpe opvask, og orker I ikke at bekymre jer om den, er der flere af udlejningsfirmaerne, der også tager sig af det.
Langt de fleste bryllupsfester i telt bliver holdt om sommeren. Men selv på en sommerdag bliver det lidt mørkt og koldt, når festen varer til langt ud på natten. Lys og varme kan lejes ved de fleste udlejningsfirmaer.
Har I lagt et tema for jeres fest, eller synes I bare, det kunne være sjovt med lidt ekstra lir, kan I leje jer til det meste. Leje af jukeboks, rød løber eller slush ice-maskine kan være det, der lige sætter lidt ekstra skub i jeres i forvejen veltilrettelagte bryllupsfest. Læs mere om de 10 løjerlige ting til brylluppet her.
Sponsoreret indlæg.
artikler i samme kategorier
Oprettet af: Mona Sørensen