Planlægningsartikel

Oprettet af: Mona Sørensen

Bryllupsplanlægningen

Én ting er på plads – I skal giftes. Men herefter følger en lang liste af ting, som endnu er usikre, og som I skal have taget stilling til, før den store dag skal stå. Måske du allerede har taget lidt hul på bryllupsplanlægningen og ikke kan vente med at få drømmene på plads, mens beslutninger om dato, festlokaler og invitationer giver din partner sved på panden blot ved tanken.

Men bare rolig, Bryllupsuniverset har her lavet en guide, der hjælper jer på vej med at tage de første skridt i planlægningen af jeres drømmebryllup.

 

Hvad er jeres drømme?

Er du typen, der altid har drømt om dit bryllup og i timevis kigget på nettet efter inspiration til bryllupskage og brudekjole (for man har vel lov til bare at drømme?), så har du sikkert allerede en klar forestilling om, hvordan jeres bryllup skal være.

Måske har du endda af flere omgange ladet en bemærkning falde til din partner om dine drømme, men hvor meget har han egentlig hørt efter, og hvor meget kender han til dine ønsker og forventninger – og omvendt. Før den store planlægning går i gang, er det en god ide, at I sætter jer ned og får talt om jeres drømme. Hvad er vigtigt for jer hver især, og hvordan får I det forenet, så det bliver jeres fælles drømmebryllup?   

 

Hvornår skal I giftes?

Ifølge gammel tradition skal vielsen ske inden for et år efter forlovelsen. I dag anses det dog mest en skrøne, og det er derfor helt op til jer, hvor længe I lader brylluppet vente. Om ikke andet, er det en god ide at være ude i god tid med bryllupsplanlægningen, da populære feststeder ofte bliver booket mange måneder i forvejen. Det betyder, at jo mere I nærmer jer den ønskede bryllupsdato, jo færre dage er der at vælge imellem.

 

Hvor skal I giftes?

Kan I allerede høre kirkeklokkerne ringe, eller er I mere til en borgerlig vielse på rådhuset eller i en smuk park? Der er mange muligheder, og I skal derfor finde ud af, hvor de perfekte rammer er til jeres bryllup.

 

Budget

Det er gratis at drømme, men stemmer drømmene også overens med det budget, I har for jeres bryllup? I skal finde ud af, hvor mange penge I kan og vil bruge på jeres bryllup, og hvor I måske bliver nødt til at prioritere. Et bryllupsbudget hjælper jer med at holde styr på alle udgifterne og indeholder de vigtigste poster som brudekjole, festlokaler, mad, musik til bryllup, brudebuket og så videre.

 

Hvem skal med?

Alle venner og familie har med stor sandsynlighed hørt den gode nyhed, mens billeder på Facebook og Instagram måske endda har løftet sløret for, hvordan den smukke ring pryder din finger. Med andre ord: hele jeres omgangskreds ved, at I skal giftes, men det er nødvendigvis ikke dem alle, der så også skal med til selve bryllup.

Overvej om I ønsker at holde en stor bryllupsfest, eller det skal være en intim fest, hvor kun de nærmeste er med. Laver I en ønske-gæsteliste, over alle de gæster, som I ønsker skal være med, kan I holde den op mod budgettet. På den måde kan I se, om det er realistisk at invitere alle eller budgettets rammer betyder, at I må prioritere i, hvem der skal med til festen.